Birdby LogoBirdby
Tyrkerdue (Streptopelia decaocto)

Tyrkerdue

Ikke truet (Least Concern)

Streptopelia decaocto

Set en fugl? Identificér den straks med Birdby-appen

Åbn appen

Om arten

Tyrkerduen er en mellemstor due med en slank kropsform, kendetegnet ved sin ensartede sandbrune til gråbrune fjerdragt og et karakteristisk sort halsbånd med hvid kant. Den er kendt for sin hurtige og omfattende spredning i det 20. århundrede fra Asien til Europa og etablering i Nordamerika. Arten er en opportunistisk og tilpasningsdygtig fugl, der trives i menneskeskabte landskaber.

Størrelse og levetid

Længde
30-34 cm
Vingefang
47-55 cm
Vægt
120-220 g
Levetid
Typisk 3-7 år i naturen, op til 10-15 år i fangenskab.
Kost
Frø, korn, bær, skud og lejlighedsvis små hvirvelløse dyr.

Fysiske kendetegn

Fjerdragt
Voksne fugle har en ensartet lys sandbrun til gråbrun fjerdragt på kroppen og hovedet, der er lysere på undersiden og vingedækkerne. Ryggen og vingespidserne er lidt mørkere. En karakteristisk sort, halv-kraveformet halsring med en hvid kant er fremtrædende i nakken, men går ikke helt rundt om halsen. Håndsvingfjerene er mørkebrune. Undervingerne er lysegrå. Halen er grå i midten med brede sorte baser på ydre halefjer og hvide spidser, der er særligt tydelige i flugt. Der er ingen tydelige sæsonbestemte ændringer i fjerdragten.
Næbform
Kort, slankt og mørkt hornfarvet, næsten sort.
Øjenfarve
Mørkebrune, med en smal rød orbitalring.
Benfarve
Rødlige til mørkerøde.
Særpræg
Det sorte halsbånd med hvid kant, den ensartede, blege fjerdragt og den karakteristiske gentagne 'koo-KOO-kook' stemme. I flugt ses tydeligt mørke svingfjer og hvide halefjerspidser.
Ungfugleudseende
Juvenile fugle ligner voksne, men mangler det sorte halsbånd, eller det er kun svagt antydet. Deres fjerdragt kan virke lettere plettet, og iris er mere gråbrun. Halsbåndet udvikles typisk fuldt ud efter den første fældning.
Sæsonændringer
Ingen markante sæsonbetingede ændringer i fjerdragt.
Kønsdimorfisme
Mænd og kvinder er identiske i fjerdragt og størrelse, hvilket gør dem umulige at skelne i felten baseret på udseende alene.

Sådan identificeres

  1. 1

    Farve og størrelse

    Ensartet bleg sandbrun til gråbrun fjerdragt, mellemstor due (mindre end ringdue, større end spurv), med en slank form.

  2. 2

    Halsbånd

    Det mest karakteristiske kendetegn er det sorte, halvkraveformede halsbånd med den hvide kant i nakken. Dette halsbånd finder man ikke hos andre lignende duer i Europa.

  3. 3

    Stemme

    Kendt for sin tre-stavelses 'koo-KOO-kook' kald, hvor den midterste stavelse er fremhævet. Dette er en meget genkendelig og gentagen lyd.

  4. 4

    Hale

    I flugt kan man se de hvide spidser på de ydre halefjer, samt den mørke halefjersbase.

  5. 5

    Adfærd

    Ofte ses den i byområder, parker og haver, hvor den søger føde på jorden eller sidder på tage og ledninger. Den er generelt tillidsfuld over for mennesker.

Habitat og udbredelse

Biomer
Tempererede skove, semi-ørken, byområder, landbrugsland.
Udbredelsesområde
Oprindeligt fra Asien, har den spredt sig over hele Europa og er en introduceret art i Nordamerika. Findes nu bredt i hele Palæarktisk region og den nearktiske zone.
Højdeområde
Forekommer typisk fra havniveau op til 1500-2000 meter i nogle områder, sjældent højere.
Foretrukne miljøer
Byområder, forstæder, parker, haver, landbrugsområder, kornlagre, foderpladser og skovbryn. De foretrækker områder med lettilgængelig føde og beskyttede redepladser, ofte nær menneskelige bosættelser.

Adfærd

Aktivitetstid
Dagaktiv. Mest aktive tidligt om morgenen og sent på eftermiddagen.
Fødevaner
Hovedsageligt jordfødende, hvor den søger efter frø, korn og nedfaldne bær. Ses ofte ved foderbrætter, i nærheden af kornlagre, landbrugsjord og i haver. Kan også spise små insekter og larver. Fouragerer ofte i små til store flokke, især om vinteren.
Social adfærd
Lever typisk i par eller små familiegrupper. Uden for ynglesæsonen kan de danne større flokke, især ved foderkilder. De er ikke sky og opholder sig ofte tæt på mennesker.
Flyvemåde
Direkte, hurtig og kraftfuld flugt med hurtige vingeslag. Glideflyvning er almindelig. Ved start flyver den ofte med flagrende vinger efterfulgt af et glid. Visuelle hvide halefjerspidser er tydelige i flugten.
Trækmønster
Overvejende en standfugl i de fleste af dens udbredelsesområder. Dog foretager unge fugle og fugle fra nordligere bestande ofte spredningsbevægelser efter ynglesæsonen, hvilket har bidraget til artens ekspansion. Disse bevægelser er ikke en organiseret migration i de fleste tilfælde.
Territorial adfærd
Ynglende par etablerer og forsvarer et lille territorium omkring reden under ynglesæsonen, men er ellers ret tolerante over for artsfæller uden for selve redeområdet.

Sang og kald

Sang
Sangen er et karakteristisk, gentagne tre-stavelses 'koo-KOO-kook' eller 'hoo-HOO-hoo', hvor den midterste stavelse er fremhævet. Lyden er dyb, blød og monoton, og gentages ofte i lange perioder fra en siddende position, ofte fra en tagryg eller en høj gren. Det er en beroligende, men også let genkendelig lyd, som har været med til at gøre arten bemærket i nye områder.
Kald
Udover sangen har den et blødt 'hwoor' som alarmkald, især når den flyver op, og et rullende 'grrrraah' som et mere aggressivt eller ophidset kald. De kan også udstøde en lav gurren.
Hvornår den lyder
Vokalisering er mest udbredt i ynglesæsonen, fra det tidlige forår til sensommeren, men kan høres hele året, især på solrige dage.

Yngleadfærd

Yngletid
Varierende, men typisk fra marts til oktober i Europa. De kan have flere kuld (op til 3-6) pr. år, hvis forholdene er gunstige, hvilket bidrager til deres hurtige populationsvækst.
Redebygning
Reden er en skrøbelig konstruktion af kviste og smågrene, ofte bygget i træer, buske, på bygninger, elmaster eller andre strukturer. Begge forældre deltager i redebygningen.
Kuldstørrelse
Normalt 2 æg per kuld.
Beskrivelse af æg
2 skinnende hvide, elliptiske æg.
Rugetid
14-18 dage, udført af begge forældre.
Flyvefærdighed
Ungerne forlader reden 15-19 dage efter klækning. De er uafhængige kort tid efter.
Forældreomsorg
Begge forældre deltager aktivt i inkubation og opfostring af ungerne, herunder fodring med 'due-mælk' (kro-mælk).

Hvor findes den

Byområder og forstæder

Meget almindelig i mange byer og forstæder, hvor den udnytter haver, parker og bygningsstrukturer til redebygning og fødesøgning. Kig på tage, gadelamper og telefontråde.

Landbrugsområder

Findes ofte omkring kornlagre, gårde og landbrugsarealer, hvor der er rigelig adgang til frø og korn. Søg på jorden i nærheden af foderkilder.

Parker og haver

Hyppig gæst i offentlige parker og private haver, især hvor der er foderbrætter eller frugtbærende buske og træer. Hold øje med foderhuse og vandkilder.

Togbaner og veje

Kan ofte ses langs togbaner og veje, hvor de søger efter spildt korn eller frø.

Felttip

  1. Lyt efter kaldet. Tyrkerduens karakteristiske 'koo-KOO-kook' er ofte den letteste måde at opdage den på, selv når den er skjult af blade. Den kalder ofte vedvarende fra en høj position.
  2. Søg på jorden. De fouragerer primært på jorden. Kig på åbne områder som plæner, gårdspladser og under foderbrætter.
  3. Tjek højere punkter. Tyrkerduer sidder gerne på høje udsigtsposter som tage, skorstene, trætoppe, elledninger eller antenner. Disse steder bruger de til at kalde fra og spejde efter fare.
  4. Besøg foderbrætter. De er hyppige gæster ved foderbrætter, især om vinteren, hvor de søger korn og frø.
  5. Observer i flugt. Vær opmærksom på den i flugt, hvor de mørke svingfjer og de hvide spidser på halefjerene er tydelige markører.

Lignende arter

Sørgedue

Zenaida macroura

Sørgeduen har en længere, spidser hale (især de yderste halefjer) og mangler tyrkerduens karakteristiske sorte halsbånd. Farven er mere brunlig-grå, og vingerne kan have små sorte pletter. Stemmen er også forskellig, ofte beskrevet som en sørgelig, kurrende 'hoo-AH hoo hoo hoo'.

Ringdue

Columba palumbus

Ringduen er betydeligt større og tungere end tyrkerduen. Den har en tydelig hvid halsplet (ikke et halsbånd) og en fremtrædende hvid tværstribe på vingen, som er synlig i flugt. Fjerdragten er mere blågrå med et rosafarvet bryst.

Klippedue (tamdue)

Columba livia

Klippeduen (og dens tamme varianter) varierer meget i farve, men har oftest to sorte vingebånd på grå vinger. Den mangler det sorte halsbånd og er generelt mere robust bygget, selvom størrelsen kan overlappe. Stemmen er også anderledes, ofte et dybere 'coo-coo-cooo'.

Hurtige fakta

Status:
Standfugl i Danmark
Ankomst til Danmark:
Første gang observeret i 1948, ynglefund i 1950, har spredt sig voldsomt siden.
Introduceret art?:
Nej, naturlig spredning fra Asien.
Ynglehækkende:
Ja, meget almindelig ynglefugl.
Unikke kendetegn:
Sort nakkehalsbånd med hvid kant; tre-stavelses kald.
Føde:
Frø, korn, bær.

Sjove fakta

  • Tyrkerduen er en af de hurtigst spredende fuglearter i verden. Den kolonialiserede store dele af Europa på få årtier i midten af det 20. århundrede.
  • Arten blev først observeret i Danmark i 1948 og ynglede for første gang i 1950, hvorefter den hurtigt etablerede sig som en almindelig ynglefugl.
  • På grund af dens evne til at tage mange kuld på et år og dens tilpasningsevne til menneskeskabte miljøer, har den haft stor succes med at udvide sit udbredelsesområde.
  • Dens videnskabelige navn 'decaocto' stammer fra græsk og betyder 'atten', et navn der hentyder til en legende, hvor en tjenestepige fik 18 mønter for sin dårlige service, hvilket gav ophav til duens kald.

Videnskabelig klassifikation

Rige
Animalia
Række
Chordata
Klasse
Aves
Orden
Columbiformes
Familie
Columbidae
Slægt
Streptopelia
Art
Streptopelia decaocto

Udforsk Tyrkerdue

Identificér fugle overalt

Gratis på iOS, Android og web. Foto- og lydidentifikation, fuld artsdatabase og din personlige liste.

Åbn i appen